
Inspiration til dit kærlighedsliv
Onsdag d. 28/10 2026 kl 17:00-19.30
Hvad sker der med kærligheden, når forelskelsen har lagt sig, hverdagen banker på, og to mennesker skal finde ud af at være kærester med vilje – ikke bare af vane?
Kom med til et inspirerende og nærværende event i Sofiebadet, når forfatter- og kæresteparret Ulla Hinge Thomsen og Thomas Tiedje fortæller om de erfaringer, indsigter og praksisser, der ligger bag deres aktuelle og meget omtalte bog Kærester med vilje.
Med varme, humor og ærlig selvindsigt tager de publikum med ind i de udfordringer, længsler og dilemmaer, som de fleste par kender. Hvordan holder man kontakten, når livet bliver travlt? Hvordan taler man om det svære, før det bliver til afstand? Og hvordan kan man skabe mere nærvær, lyst og liv i relationen? Uanset om du kommer alene eller sammen med din partner, vil du gå hjem med ny inspiration og stof til eftertanke.
Efter foredraget kan indsigter og inspiration bundfælle sig i vores smukke baderum hvor der er mulighed for at nyde sauna, dampbad med grape/lavendel salt scrub og adgang til vores smukke hamam rum.
Pris: 275 kr incl fordrag + en times kurbad
Praktisk: Dørene åbner kl 16.45 Husk badetøj.