
FOREDRAG "DEN GLEMTE BADEKULTUR"
Søndag d. 9. marts kl 17:30-18:30
GRATIS ENTRÈ!
Kom med til et inspirerende foredrag om den gamle badekultur, når Thomas Samuel Thomsen Cand. Mag. Hist. gæster Sofiebadet. Thomas har skrevet speciale om badstuer i middelalderen og tidlig moderne tid og glæder sig til at gøre os klogere på "den glemte badekultur"
Over de sidste ti år, har de offentlige badestuer og badeanstalter i Danmark mangedoblet deres besøgstal. I fællesbadet blotter vi den nøgne sandhed, befrier os fra sociale barrierer, klimakriser og den kyniske verden udenfor. Her skal vi ikke føle os overvåget af den digitale sky, alt imens vores sind og relationer får den tid og ro de har brug for.
Hvad mange ikke ved er, at der ikke er tale om en ny "trend" men derimod om en videreførelse af en flere tusind år gammel tradition med bad i det offentlige. Badstuer havde deres storhedstid i middelalderen. Også den gang var de yndede tilflugtssteder. Måske i strid med moderne forestillinger om middelalderens hygiejne, var badstuerne hyppigt brugte og på mange måder identiske med moderne badstuer. Tog man i badstue, fik man hvad man i dag kunne kalde et mindre wellness ophold, sammenfattet af bad, sauna, fællesrum og behandling for alskens dårligdomme. Alle mennesker rig som fattig, mænd, kvinder og børn havde adgang. Nogle gange på samme tid!
Lær om en hidtil ukendt side af fortidens liv og om hvordan middelalderens mennesker til tider var mere frisindet end det moderne menneske. Lær også om hvorfor badstuerne næsten forsvandt igen og om hvordan klimaforandringer også den gang havde indflydelse på menneskers forbrug og vaner.
Måske er der noget vi kan lære af og spejle os i når vi ser tilbage.
Praktisk:
Foredraget er ganske gratis, men da vi har begrænset antal pladser, bedes du at reservere din plads via linket herunder.
Mulighed for at tilkøbe et fodbadbad med urtesalt til 50 kr. Ønsker du fodbad bedes du komme i god tid (når dørene åbner kl 17:15)
Caféen vil være åben for salg af øl, vin, kaffe, te og kage.